Log ind

Indtast brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.

Seneste forumsvar

Debat Nyeste
Fremskridt
Fri Snak
z
20:27:11
San Miniato al Monte
Filosofi, religion og videnskab
Eufemia
01:10:10
Tænk En Tanke..
Chat
Lunaba
11:25:56
Muks' Now Playing Machine!
Musik
Crescent
03:52:44
Talkrig
Chat
Latios
13:47:07
Hvordan støtter man folk i...
Forhold
Callary
00:57:57
Karakterer på sange
Musik
t
12:41:04
Spytter du på gaden?
Fri Snak
Efteraar
01:51:31
Forslag til at hjælpe
Krop og sex
XXX
10:07:32
Kildekritisk program
Computer og Internet
Laura
00:58:45
Hvad læser du?
Hobby og Sport
psspss
18:48:04
citat fra den sang du høre...
Musik
z
11:15:34
Meetup Fyn 2019
Fri Snak
necrophcodr
21:32:19
Hvor mange har du knaldet?
Krop og sex
Crescent
02:35:03
Hvilken Youtube video kan A...
Computer og Internet
z
09:35:36

Se indlæg

 Udskriv debat
Spiritualitet
Slettet Bruger 0
Hey Muks. Hvad er jeres holdning/syn på spiritualitet? Er det noget der er forsvundet helt fra vores samfund? Eller har det udviklet sig i nye og anderledes retninger end tidligere?

Personligt mener jeg at spiritualitet stadig eksistere i vores samfund, selv i videnskaben eksistere der syn på universet der for mig er meget spirituelle. F.eks. at alle vores Carbon-atomer er blevet skabt i supernovaer (stjernes død). Stjerne er med andre ord døde for at vi kan leve.
Det er meget poetisk og på sin vis også spirituelt (kan vi dog diskutere i debatten).

For mit vedkommende går jeg også rundt med tanker der omhandler at der muligvis er sider af universet som vi endnu ikke har opdaget endnu. Liv efter døden er heller ikke noget jeg afviser. Jeg kan nemlig forestille mig at min bevidsthed muligvis kan blive genfødt i kroppen på et rumvæsen i de områder af universet vi endnu ikke har observeret. Dog ved jeg ikke om dette er tilfældet og derfor har jeg også taget den opfattelse til mig som mange ateister har. Nemlig at jeg også kan stoppe med at eksistere når jeg dør. Derfor vil jeg aldrig nogensinde begå selvmord. For hvis dette liv er det eneste jeg har, vil jeg ikke spilde det.

Men hvad mener i Muks. Har i selv nogle spirituelle opfattelser af den ene eller anden art? Eller er det et tegn på et svagt sind efter jeres mening?
 
burq
Næppe tegn på et svagt sind. Det er tværtimod troen på noget højere end en selv, der kan gøre en meget stærk som menneske. Adskillige studier har endda vist at visse religiøse oplever smerte på en anden måde end ateister. De oplever ikke smerten med den samme intensitet så at sige.

Jean d'Arc kunne måske være et eksempel, selvom der er visse spekulationer indblandet der.
 
Spirulina
Jeg tror ikke det er muligt at leve uden spiritualitet. For det er jo ikke nødvendigvis noget religiøst. Det kan også være når man lytter til musik der taler til én, eller når man tænker på livets forgængelighed efter en begravelse.

Der findes faktisk en gren af psykologien, der hedder eksistentiel psykologi, hvor man forsøger på at rådgive folk, så de kan finde de ting i deres liv, der gør at det føles meningsfuldt.

Så ja, vi skal anse hver dag hvor vi ikke har danset for at være spildt, som ham med overskægget sagde...

upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/d/dd/Friedrich_Nietzsche_drawn_by_Hans_Olde.jpg
Redigeret af Spirulina d. 10-03-2014 14:27
 
fennesz
Jeg er spirituel på den måde og forstå, at nogle gange når jeg sidder og lytter til min vejrtrækning, så føler jeg fred i mit sind.
 
fennesz
#5

Det er bare fordi du er åndsvag.
 
Eufemia
Spiritualitet er en del af det at være menneske. Det er et tegn på bevidsthed, nysgerrighed og forestillingsevne, så nej, jeg synes bestemt ikke at det er et tegn på et svagt sind.
Vi mennesker fx har indset at vi en dag skal dø og så er det jo klart at vi gør os en masse tanker omkring det og hvad det vil sige.
 
strymol
Meget enig med Jose. Spiritualitet kaster folk henslænget omkring sig, uden at komme med en ordentligt definition. Det har vi brug for, hvis vi skal kunne diskutere det på bare en nogenlunde meningsfyldt måde.
 
Spirulina
Nu er der jo en del abstrakte begreber, der let kan blive lidt "mudrede", nok især indenfor det humanistiske område. Ret meget af moderne filosofi, især den analytiske gren, bruger pisse meget tid på begrebsanalyse, så man er sikker på at bruge det helt rigtige ord, i den helt rigtige kontekst. Men det betyder ikke at de svære ord er unødvendige, eller overflødige. Jeg tror at man kan få et langt klarere hold på begrebet "spiritualitet", hvis man f.eks læste et par bøger om psykologi, pædagogik, hermeneutik, filosofi og religion. På samme måde som jurister nok har et klarere begreb om hvad "retfærdighed" er, fordi de bruger så meget tid på at tænke over det.
 
strymol
Problemet for mig er ikke at det er svært, eller abstrakt, men nærmere at det bliver brugt i så mange forskellige sammenhænge, på så forskellige måder at ordet stille og roligt mister sin værdi.
Begrebet (/begreberne) som udtrykket dækker over mister selvfølgelig ikke sin værdi af den grund. Det er bare et problem at diskutere begrebet, hvis vi snakker om vidt forskellige former af spiritualitet.
 
Spirulina
Der vil jeg så sige at et begreb ikke mister sin betydning af at optræde i mange kontekster. Jeg havde det i meget lang tid meget svært med begrebet "frihed", fordi det kan betyde alt muligt, for alle mulige mennesker. Men frihed er jo et meget vigtigt begreb alligevel, og det er bestemt betydningsfuldt.

Jeg tror som sagt ikke på at der findes mennesker uden spiritualitet. Det er det samme som en liv uden musik, dans eller glæde. Spiritualiteten kan være den mening man lægger ind i sin hverdag, og arbejde, og som får én til at stå op om morgenen. Nu kan man f.eks. se på Performances tanke om supernovaer. Det at stjerner eksploderer er i sig selv ikke spirituelt, men den fortolkning han uddrager af den, og den glæde han føler ved den er bestemt spirituel. Spiritualitet kan være at tro på Gud, eller det kan være at tro på ens kæreste når hun siger at hun elsker en. Det kan være meditation og bøn, eller det kan være en kop te med en ven. Jeg tror spiritualitet er det som gør at ens liv føles meningsfuldt.

Jeg tror lidt vi har en krise her i vesten, fordi vi har nedtonet værdien af det spirituelle, og ikke taget det seriøst. Det er derfor der er så mange der er så dybt utilfredse med deres liv, og så meget ny-religiøst buddhistisk bullshit, med yoga, tantra, horoskoper, etc. Folk har sgu brug for noget de kan rodfæste deres liv i, og når ikke de har det går det galt. I virkeligheden tror jeg ikke der er alverdens forskel mellem at skrifte hos en præst, eller at gå til psykoterapi.

Psykologer og psykiatere er vore dages spirituelle ledere.
 
z
Føler mig egentlig tit spirituel om natten når jeg browser internettet og lytter til musik
Eller når jeg går ture, fx, og ser verden "røre på sig" - lidt svært at beskrive, men det er ret rart bare at betragte ens omgivelser. Det kan være hvad som helst fra grøn natur, solnedgange, børn der leger eller tilfældige bipasserende mennesker, selv det at handle ind og stå i kø kan føles som en halvspirituel oplevelse for mig. Meget af det kommer fra en eller anden tanke om at verden drejer rundt, det virker næsten helt falsk på en måde, eller påtaget, eller opdigtet fordi jeg måske leder efter den følelse. Men det kan stadig være meget rart når det sker.
Det sker også når jeg laver mad med andre mennesker, der er et eller andet over det
Nr 1 grund kommer klart fra musik, dog, når musikken er stor/seriøs nok til det.

Det er egentlig lidt svært at beskrive spiritualitet.. For mig er det en følelse når jeg kommer i kontakt med noget, jeg synes er smukt. Ting bliver sådan lidt filmiske i det, nogengange er det sådan lidt at se sig selv fra rummet. Men i virkeligheden er det nok en dosis stoffer i min hjerne der bliver udgivet af en eller anden grund? Som jeg ikke lige kan regne ud lige nu. Det ville være spændende at se fra en neurologisk eller psykologisk vinkel.
Men jeg føler mig klart og tydeligt spirituel! Det er ikke til at tage fejl af!
Det kan være lidt pjattet nogengange - som om man forsøger at gøre noget normalt til noget smukt eller som om man lader som om, i hvert fald for mig, men det er heller ikke noget jeg deler med andre, det er mest for mig selv, alene, så det er aldrig det store problem. Tænker over om jeg kunne føle mig spirituel i andres selskab og tvivler næsten en smule. Måske i kirken under sang... Men det er jo sat op til at være sådan

Vil gerne genoplive debatten og høre om i andre nogensinde føler jer spirituelle
 
http://niclasjensen.dk/
Eufemia
#14 jeg synes også at hele din tilgang til tilværelsen virker meget... poetisk. Ekstremt poetisk faktisk, på trods af afgrundsdyb pessimisme, eller måske derfor.
 
Eufemia
Nå, men jeg hørte lige den her podcast igår: https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvad-sker-der-i-hjernen-naar-man-tror-paa-gud

Jeg er også helt enorm spirituel, faktisk. Men egentligt på en meget praktisk måde. Jeg har troet på skæbnen i ca. 10 år, simpelthen fordi det hjælper på al den angst jeg kan føle, når jeg begår fejl. Med skæbnen findes ingen fejl, så der er ikke noget at bekymre sig om, for du ender der, hvor du skal og alle hændelser er blot skridt i den retning.

Men nu har jeg jo besluttet mig for at blive præst, så jeg går og piller lidt ved min tro og prøver at samle en ny... kosmologi? verdensforståelse, hvor jeg kan bruge kristendommen. Jeg synes det er bedst, hvis en præst er kristen trods alt, så det prøver jeg at blive. Det kunne sikkert lige så godt have været Islam eller Jødedom (!), men nu er min kulturarv trods alt kristen.

Jeg hænger mig meget i arvesynden og har endeligt fundet en måde, at tænke den på, som er smuk og giver mening.
Jeg har førhen altid været så vred på kristendommen pga. arvesynden, som gjorde kvinden til fristeren og mennesket lavere end gud.

Men man kan egentligt også se den som en gave:

1. Gud er perfekt og større end os. Vi behøver ikke være perfekte, for den klarer Gud og Gud elsker os for vores menneskelighed, tilgiver os for den og har skabt os til den. Gud er stor og Gud klarer det hele, så du behøver ikke bekymre dig.

2. Syndefaldet ER sket. Du kan ikke falde. Du var ikke ren da du blev født, så du kan ikke fucke det op. Du var ikke nyfalden sne, som du en dag ødelagde med store mudderstøvler, uanset, hvor store fejl du begik. Du var altid et syndigt menneske og ingenting har egentligt ændret sig.

Jeg synes pludseligt at Biblen er helt utroligt gennemtænkt og så fin en gave til os mennesker. Jeg glæder mig til at lære og fortolke mere.
 
Spring til debat:
Siden dannet på: 0,18 sekunder
75,567 Unikke besøg