Se indlæg
Muks » Følelser » Forhold
 Udskriv debat
Svigerfamilie - hvordan?
N
I Kristi Himmelfartsferien var min kæreste og jeg på besøg hos min kærestes mor, da hun lige havde haft fødselsdag og vi selvfølgeligt gerne ville fejre hende.
Men det har bare været så drænende, for man kan ikke føre en normal samtale med hende.
For det første så afbryder hun konstant, når man siger noget, men aldrig med noget der giver mening kontekstuelt og som regel er det helt tom snak og gerne om noget, som det kun er min kæreste, der kan relatere til. Det er altså næppe, fordi hun er så begejstret over historien, at hun ikke kan vente - men snarere fordi hun slet ikke lytter, med mindre det er hende selv der taler.
Så det meste af sådan en samtale går for modtageren med at hitte rede i emnerne og finde passende svar, tilpas korte til, at man ikke bliver afbrudt.

Udover det, vil hun konstant forklare een de mest banale ting og taler ofte med et alvidende tonefald, mens hun slår ting fast, som hun faktisk ikke aner noget om.
Det virker som om, at det kommer af, at hun er meget usikker på sig selv og hævder sig selv, ved at påtage sig rollen som den kyndige, som vi andre bør lytte til.
Vi tog fx på Moesgaard Museum og hun begyndte at forklare mig udstillingen, selvom det er mig, som har studeret arkæologi på universitetet.

Hendes usikkerhed kommer også til udtryk i konstant brokkeri. Al arkitektur vi kører forbi skal fx sables ned, men jeg har aldrig hørt hende fortælle om noget, hun syntes var smukt. Det er som om hun ikke tør udstille, hvad der behager hende, for os - måske er hun bange for at møde kritik for sin smag - så i stedet gør hun sig til dommer over alt, hvad der er grimt og forkert eller mærkeligt.
Dette gjorde det også meget svært, at finde en fødselsdagsgave, for min kæreste havde heller ingen idé om, hvad hun egentligt kan lide - kun, hvad hun ikke kan lide.

Men det værste af alt, er måden hun taler til min kæreste på. Hun taler til ham, som om han er komplet idiot. Hvis der er et eller andet, han ikke kan finde, så skærer hun det ud i pap for ham, som om det var 117. gang, han spurgte - og hvis det så viser sig, at det var hende der tog fejl, og det han ledte efter ikke var, hvor hun sagde, falder det hende slet ikke ind at undskylde.
Det er rent ud sagt uudholdeligt, at høre på. Min kæreste er en voksen mand og det mest duelige og noble menneske, jeg kender, men hun taler hele tiden til ham som om han er sinke.
Det er så giftigt og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige fra.
Min kæreste endte med at tale med hende om det, men jeg tror først lige det er ved at gå op for ham, hvor galt det står til, for han er jo vokset op med den jargon.

Hun er enke, meget alene og arbejder med handicappede børn, hvilket nok kan forklare hendes måde at kommunikere på, men jeg synes nu alligevel, at enhver har ansvaret for at være til at holde ud, at tale med - i hvert fald, hvis de ønsker menneskeligt samvær. Det er almindelig høflighed.
Og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor hun er interesseret i at tilbringe tid med os, når hun ikke vil høre, hvad vi siger og aldrig spørger ind til hvordan vi har det.

Hele min fremtid udspiller sig for øjnene af mig, efter sådan et besøg og jeg tror ikke, at jeg kan holde det ud særligt meget længere.
Jeg synes ikke, at det er nogen måde, at være familie på, så der må jo gøres noget, for vores alles skyld.
Jeg ved, at min kæreste har det på samme måde. Og jeg tror også, at min svigermor selv har et ønske om, at være en hjertevarm kvinde og være tæt med os - og jeg tænker desuden, at alle umiddelbart må have fornøjelse af, at lære at lytte til, hvad andre mennesker siger.


Men hvordan har man samtalen om, hvordan man vil være familie? Og hvordan lærer man en gammel kone helt ny måder at kommunikere på?
Og hvor meget, hvad og hvordan kan jeg som nyt familiemedlem blande mig i?

Jeg er sikker på, at jeg har en lang fremtid sammen med min kæreste, så jeg er selvfølgeligt meget opsat på at få det til at fungere med hans familie. Men jeg vil ikke lade mig selv æde op af et dyfunktionelt "plejer", dertil har jeg for høje forventninger af tilværelsen.
Jeg har set så uendeligt mange familier, der intet har sammen, men bare "holder sammen" (læs: holder ud) af vane og fordi man bør, og jeg har altid lovet mig selv, ikke at ende i den slags.
Hvis der skal være noget, så skal det være noget. Ellers kan det være lige meget.
Hvis jeg skal putte energi i relationer, så må det være opbyggende, men så vil jeg til gengæld også arbejde hårdt, det ved jeg med mig selv, for det er en kerne i mig.
Men jeg er simpelthen færdig med at lade mig dræne.

Så hvordan i al verden gør man? Har I nogen inputs?
 
Spring til debat:
Seneste forumsvar
Debat Nyeste
Muks' Now Playing Machine!
Musik
Charioteer
18:40:20
Vil I have et nyt Muks?
Debat om Muks
Mickel
21:00:01
citat fra den sang du høre...
Musik
boat
13:36:54
Kom ud med det!!!
Chat
boat
17:05:24
Hvad har du på pladespille...
Musik
t
00:18:01
Din musiker/band of the month
Musik
z
16:24:35
Anbefal en film!!!!!
Film og TV
boat
11:25:38
Min krønike
Egen Litteratur
fennesz
22:49:49
Spotify vagthund
Computer og Internet
Ham-I-Ve...
18:07:49
Svigerfamilie - hvordan?
Forhold
N
15:56:48
Fortæl hvilken film du så...
Film og TV
boat
22:39:23
Kan muks spotte den næste ...
Krop og sex
N
12:07:41
En ting, der har gjort dig ...
Fri Snak
boat
18:28:00
Hvilken berømthed ligner m...
Fri Snak
foamy
13:38:43
"Æbler eller pærer?"
Chat
N
12:53:28