Log ind

Indtast brugernavn

Kodeord



Er du endnu ikke registreret bruger?
Klik her for at oprette dig.

Har du glemt dit kodeord?
Bed om et nyt ved at klikke her.

Seneste forumsvar

Debat Nyeste
Fremskridt
Fri Snak
z
20:27:11
San Miniato al Monte
Filosofi, religion og videnskab
Eufemia
01:10:10
Tænk En Tanke..
Chat
Lunaba
11:25:56
Muks' Now Playing Machine!
Musik
Crescent
03:52:44
Talkrig
Chat
Latios
13:47:07
Hvordan støtter man folk i...
Forhold
Callary
00:57:57
Karakterer på sange
Musik
t
12:41:04
Spytter du på gaden?
Fri Snak
Efteraar
01:51:31
Forslag til at hjælpe
Krop og sex
XXX
10:07:32
Kildekritisk program
Computer og Internet
Laura
00:58:45
Hvad læser du?
Hobby og Sport
psspss
18:48:04
citat fra den sang du høre...
Musik
z
11:15:34
Meetup Fyn 2019
Fri Snak
necrophcodr
21:32:19
Hvor mange har du knaldet?
Krop og sex
Crescent
02:35:03
Hvilken Youtube video kan A...
Computer og Internet
z
09:35:36

Se indlæg

Muks » Følelser » Forhold
 Udskriv debat
Hvordan støtter man folk i sorg?
Eufemia
Ja overskriften siger det.. jeg har aldrig mistet nogen tæt på, men været pårørende til folk der har og slet ikke håndteret det og slet ikke været der, men bare været sådan "du må sige til, hvis du har brug for at tale"agtig.
Det har jeg så fattet ikke er måden, men jeg er interesseret i at høre jer, især fordi jeg ved at nogen selv har mistet eller været tæt på det.. hvordan støtter man bedst?
 
Mickel
"Du må sige til", og jævnligt at prikke. Jeg har venner jeg vil tage til den anden ende af landet for, bare for at give et kram, men som udgangspunkt ser jeg det sådan, at så må de spørge.

Men det kommer igen an på hvem jeg er til dem, og om de har andre i lidt tættere afstand til at passe på dem. Min mor bor alene med min lillebror og har ikke alverdens til tæt netværk længere, som hun kan trække på, så der vil min søster og jeg være uundværlige, hvis der skete noget. I det tilfælde ville jeg tage initiativ.

Omvendt, selvom jeg bekymrer mig, så prøver jeg at ikke at overdrive min omsorg for en ven i det fjerne, fordi hun har sin lidt større familie omkring sig. I det tilfælde prøver jeg at køre "business as usual" - vi skal ses, og så kan jeg give alle de kram der er brug for, men jeg planlægger det i det tempo der hele tiden har været meningen. Med mindre altså jeg får besked på andet. :)

Min pointe er nok bare at det er sgu er svært ikke at overbebyrde sig selv, eller ikke at overskrive grænser hvor folk bare gerne vil have fred. Jeg tror jeg ville have været super opsøgende for nogle år siden, men omvendt var jeg også altid broken fordi jeg konsekvent blandede mig for meget når folk omkring mig var nede.
 
z
Tror løsningen er at snakke med folk om hvordan de vil støttes. Alle folk er anderledes på den måde + folk vokser op på forskellige måder, i forskellige familier, forskellige steder

Tror reelt ikke på noget der "ikke virker" eller "virker" - folk hare bare forskellige "attachment styles"

Dog er jeg ikke selv så meget for støtte, hverken den ene eller den anden vej. Det er nok mest fordi jeg ikke selv har så meget energi og det kan være tagende for mig - vil hellere slappe af i min fredelige oase og passe mig selv haha

Når jeg selv støtter andre forsøger jeg at holde afstand nok til at sige jeg ikke nødvendigtvis forstår dem (som kommenteret af på bloggen for lidt tid siden - "folk forstår aldrig"), for folk lever jo nærmest i forskellige verdener, alt efter hvordan de er og hvordan de er vokset op
Men har aldrig fundet det svært at være med på hvor meget verden sucks nogengange, at lange det over disken i solidaritet. Nok forstår jeg ikke men jeg forstår hvor nedern alting er. Forsøger som regel at vise det.

Der har altid været den der stereotyp med at kæresten ikke lytter men altid gerne vil fikse shit. Kender det selv ret godt også og det kan være svært at snakke med en der bare gerne vil løse dit shit på 5 sekunder som om du bare skal gøre ét eller andet og så vil alting være fint.. Det er bedre bare at lytte nogengange og være med på hvordan alting sucks

Nogengange er det svært ikke at kunne gøre noget og det er nemt at blive frustreret, men synes altid det har gjort det endnu sværere for mig når andre folk bliver påvirket af mine problemer og vice versa, når jeg er endt med at blive frustreret på andre folks vejne
 
http://niclasjensen.dk/
Callary
Jeg tror, at i næsten alle tilfælde sætter folk pris på de ting man gør for at hjælpe den sorgramte. "Du må sige til" er en gestus som jeg selv sætter stor pris på, også selvom der ikke altid er noget man har brug for at sige.

Min problematik i en sorgramt situation er, at jeg ikke vil projektere mine egne følelser over mod den sorgramte, der er jo ingen grund til at de skal fokusere på hvordan jeg har det, når de selv har det så svært. At spørge om man skal lade dem være alene, eller om man kan gøre noget, er en unødig bekymring den sorgramte ikke skal døje med... jeg er påvirket, men det skal ikke gå udover andre... hvilket efterlader mig med skyldfølelse over ikke at gøre noget, hvilket kan give den sorgramte en skyldfølelser over, at jeg føler skyld.

Jeg vil ikke virke kold og ligeglad, eller sige ting der er ment som; "hey du skal ikke tage dig af mig lige nu, pas på dig selv", der kan blive misforstået og sårer den sorgramte i stedet for. Jeg syntes ikke jeg kan nærme mig en sorgramt hvis jeg ikke selv er emotionelt stabil til det og i de tilfælde ender jeg som oftes med at blive "ligeglad", med situationen.


Dog tror jeg det er vigtigt at skabe kontakt, fordi du kan måske ikke gøre noget i momentet, men du har gjort det tydeligt, at du er der, ligemeget hvad end det så måtte være med
 
Spring til debat:
Siden dannet på: 0,10 sekunder
75,576 Unikke besøg